C-205/16 P SolarWorld mod Brandoni solare og Solaria Energia y Medio Ambiente - Indstilling

C-205/16 P SolarWorld mod Brandoni solare og Solaria Energia y Medio Ambiente - Indstilling

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT E. TANCHEV

fremsat den 1. juni 2017

Sag C-205/16 P

SolarWorld AG

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Appel – subsidier– import af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina – endelig told – tilsagn – antagelse til realitetsbehandling – delvis annullation – udskillelse«

1. Med denne appel har SolarWorld AG (herefter »SolarWorld«) nedlagt påstand om annullation af Rettens kendelse (2), hvorved sidstnævnte afviste annullationssøgsmålet angående artikel 2 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 (herefter »den omtvistede forordning«) (3). Ved den omtvistede forordnings artikel 1 indførtes en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium fra Kina, mens den samme forordnings artikel 2 fritog import fra virksomheder, der havde givet tilsagn om at anvende en minimumsimportpris op til en bestemt årlig importmængde, for den ved artikel 1 indførte udligningstold. I den appellerede kendelse fastslog Retten, at artikel 2 ikke kunne udskilles fra resten af denne forordning, eftersom en annullation af denne bestemmelse alene ville bevirke, at den omtvistede forordnings materielle indhold blev ændret. Retten afviste derfor annullationssøgsmålet angående artikel 2 alene.

2. Den foreliggende appelsag rejser spørgsmålet om, hvorvidt der i en situation, hvor en forordning indfører en udligningstold, men derpå fritager eksportører, hvis tilbud om et tilsagn er blevet godtaget, for at betale denne told, kan nedlægges påstand om annullation af denne undtagelse alene. Hvis dette er tilfældet, og hvis appellen tages til følge, ville den i forordningen fastsatte udligningstold finde anvendelse på import fra de virksomheders side, der tidligere var parter i tilsagnet. Hvis dette ikke er tilfældet, og hvis appellen tages til følge, ville forordningen blive annulleret i sin helhed, og den i forordningen fastsatte told kunne ikke længere finde anvendelse. Kommissionen ville skulle træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at opfylde dommen om ophævelse af den appellerede kendelse, og navnlig vurdere, om et ændret tilsagn kan godtages, eller om en told kan indføres uden en sådan fritagelse.

I. Retsforskrifter

3. Artikel 12, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 (4) har følgende ordlyd:

»Der kan indføres midlertidig told, hvis

a) der er indledt procedure i overensstemmelse med artikel 10

b) der er offentliggjort en meddelelse herom, og berørte parter har haft tilstrækkelig adgang til at meddele oplysninger og fremsætte bemærkninger i henhold til artikel 10, stk. 12, andet afsnit

c) der er truffet en foreløbig positiv afgørelse om, at der ydes udligningsberettigede subsidier til den indførte vare med deraf følgende skade for en erhvervsgren i Fællesskabet, og

d) det af hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets interesser er nødvendigt at gribe ind for at hindre, at der forvoldes skade.

[…]

Den midlertidige udligningstold må ikke være højere end det samlede midlertidigt fastsatte udligningsberettigede subsidiebeløb, men bør være lavere end dette beløb, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«

4. I henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 1, gælder følgende:

»Såfremt der er truffet en foreløbig positiv afgørelse om, at der finder subsidiering sted og forvoldes skade som følge heraf, kan Kommissionen godtage tilfredsstillende frivillige tilbud om tilsagn, hvorunder:

a) oprindelses- og/eller eksportlandet erklærer sig indforstået med at ophæve eller begrænse subsidierne eller at træffe andre foranstaltninger vedrørende virkningerne heraf, eller

b) eksportørerne indvilliger i at ændre deres priser eller at indstille udførslen til det pågældende område, så længe der ydes udligningsberettigede subsidier til denne udførsel, således at Kommissionen, efter at der har fundet særlig høring af det rådgivende udvalg sted, finder det godtgjort, at den subsidierede indførsels skadelige virkninger dermed bringes til ophør.

I så tilfælde og så længe tilsagnene gælder, finder den midlertidige told, der er indført af Kommissionen i henhold til artikel 12, stk. 3, og den endelige told, der er indført af Rådet i henhold til artikel 15, stk. 1, ikke anvendelse på den relevante indførsel af den pågældende vare, som er fremstillet af de selskaber, der henvises til i Kommissionens afgørelse om godtagelse af tilsagn og eventuelle efterfølgende ændringer deraf.

Prisforhøjelser i medfør af sådanne tilsagn skal ikke være større end nødvendigt for at udligne den udligningsberettigede subsidieydelse, og de bør være lavere end den udligningsberettigede subsidieydelse, hvis sådanne forhøjelser er tilstrækkelige til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«

5. Grundforordningens artikel 13, stk. 9, bestemmer:

»Hvis en part i et tilsagn misligholder tilsagnet eller trækker det tilbage, eller hvis Kommissionen trækker godtagelsen af tilsagnet tilbage, tilbagetrækkes godtagelsen af tilsagnet, efter at der har fundet konsultationer sted, ved en afgørelse truffet af Kommissionen eller i påkommende tilfælde ved en forordning udstedt af Kommissionen, og den midlertidige told, der er indført af Kommissionen i henhold til artikel 12, eller den endelige told, der er indført af Rådet i henhold til artikel 15, stk. 1, finder anvendelse, forudsat at den pågældende eksportør eller oprindelses- og/eller eksportlandet har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger, undtagen i tilfælde af tilbagetrækning af tilsagnet fra eksportørens eller det pågældende lands side.

[…]«

6. Grundforordningens artikel 15, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Fremgår det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at der ydes udligningsberettigede subsidier og forvoldes skade som følge heraf, og er det af hensyn til beskyttelsen af Fællesskabets interesser påkrævet at gribe ind i henhold til artikel 31, træffer Rådet på forslag fra Kommissionen og efter konsultationer i det rådgivende udvalg afgørelse om indførelse af en endelig udligningstold.

[…]

Udligningstolden må ikke være højere end det fastsatte udligningsberettigede subsidiebeløb, og den bør være lavere end det samlede udligningsberettigede subsidiebeløb, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.«

II. Tvistens baggrund

7. Den 6. september 2012 indledte Kommissionen en antidumpingprocedure med hensyn til importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil med oprindelse i Kina (5). Denne procedure blev indledt på grundlag af en klage indgivet af EU Pro Sun, en sammenslutning af europæiske producenter af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil.

8. Den 8. november 2012 indledte Kommissionen en antisubsidieprocedure med hensyn til importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil med oprindelse i Kina (6).

9. Den 4. juni 2013 vedtog Kommissionen forordning (EU) nr. 513/2013, hvorved en midlertidig antidumpingtold blev indført på importen af det pågældende produkt fra Kina (7). Denne midlertidige antidumpingtold var i form af en værditold.

10. Annullationssøgsmålet angående forordning nr. 513/2013, som var anlagt af to europæiske producenter af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil, herunder SolarWorld, blev forkastet ved Rettens kendelse (8). Appelsagen i forbindelse med den pågældende kendelse blev forkastet ved Domstolens kendelse (9).

11. Ved skrivelse af 27. juli 2013 til Kommissionen tilbød China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (herefter »CCCME«) og en gruppe af eksporterende producenter at afgive et tilsagn, nemlig at anvende en minimumsimportpris (herefter »minimumsimportprisen«) op til en bestemt årlig importmængde, der svarede til deres markedsresultater. En værditold ville finde anvendelse på import, der lå over denne mængde. Den 2. august 2013 vedtog Kommissionen afgørelse 2013/423/EU, hvorved den godtog dette tilsagn (10). Samme dag vedtog Kommissionen forordning (EU) nr. 748/2013 (11), som ændrede forordning nr. 513/2013 for at tage højde for godtagelsen af tilsagnet.

12. Den 2. december 2013 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 1238/2013, hvorved en endelig antidumpingtold blev indført på importen af produktet fra Kina (12). I artikel 1 i forordning nr. 1238/2013 indførte Rådet en ad valorem antidumpingtold. I henhold til artikel 3 var import, som var faktureret af virksomheder, fra hvilke et tilsagn var blevet godtaget, og som var opført i bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU, fritaget for den ved artikel 1 indførte antidumpingtold (13).

13. Afgørelse 2013/707 blev vedtaget af Kommissionen den 4. december 2013. I denne afgørelse godtog Kommissionen det ændrede tilsagn, der var afgivet af CCCME og en gruppe af eksporterende producenter (herefter »tilsagnet«) i den endelige antidumpingtolds anvendelsesperiode. Den godtog tilsagnet med hensyn til ikke blot antidumpingproceduren, men også antisubsidieproceduren.

14. Den 2. december 2013 vedtog Rådet den omtvistede forordning, hvorved den indførte en endelig udligningstold på importen af det pågældende produkt fra Kina. I artikel 1 indførtes en ad valorem udligningstold. I henhold til artikel 2 var import, som var faktureret af virksomheder, fra hvilke Kommissionen havde godtaget et tilsagn, og hvis navne var opført i bilaget til afgørelse 2013/707, fritaget for denne udligningstold.

15. Annullationssøgsmålet angående afgørelse 2013/423 og afgørelse 2013/707 blev forkastet ved Rettens kendelse (14). Appelsagen i forbindelse med den pågældende kendelse blev forkastet ved Domstolens kendelse (15).

16. Ved skrivelse af 15. september 2014 godtog Kommissionen i overensstemmelse med punkt 3.5 i tilsagnet CCCME’s anmodning om en nedjustering af minimumsimportprisen. Den 16. februar 2017 forkastede Retten det af SolarWorld anlagte annullationssøgsmål angående den afgørelse, der var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 15. september 2014 (16).

III. Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse

17. Den 28. februar 2014 anlagde SolarWorld og to andre europæiske producenter af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil, nemlig Brandoni solare SpA (herefter »Brandoni solare«) og Solaria Energia y Medio Ambiente, SA (herefter »Solaria Energia«) et annullationssøgsmål angående den omtvistede forordnings artikel 2.

18. Ved den appellerede kendelse afviste Retten søgsmålet.

19. Retten erindrede om, at det følger af fast retspraksis, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, såfremt de elementer, der påstås annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt, dvs. når en delvis annullation af en akt ikke bevirker, at aktens materielle indhold ændres. I den foreliggende sag blev der kun nedlagt påstand om annullation af den omtvistede forordnings artikel 2. Annullationen af artikel 2 alene ville føre til en anvendelse af udligningstold på al import fra de eksporterende producenter, hvis tilbud om tilsagn var blevet godtaget. Dette ville give udligningstolden en større rækkevidde, eftersom denne told i henhold til den omtvistede forordning kun vil ramme import fra eksporterende producenter, som ikke havde underskrevet tilsagnet, og denne import svarede til 30% af den samlede import af det pågældende produkt. Artikel 2 kunne derfor ikke udskilles fra resten af den omtvistede forordning. Retten afviste annullationssøgsmålet angående artikel 2 alene.

20. Eftersom Retten forkastede søgsmålet med den begrundelse, at en annullation af artikel 2 alene ville have ændret den omtvistede forordnings materielle indhold, behandlede den ikke den anden afvisningsgrund, som Rådet havde fremsat, nemlig at SolarWorld, Brandoni solare og Solar Energia ikke havde søgsmålskompetence vedrørende den omtvistede forordnings artikel 2.

IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

21. Ved appel iværksat den 11. april 2016 har SolarWorld nedlagt påstand for Domstolen om, at sagen antages til realitetsbehandling, og at sagsøgerne gives medhold, at den appellerede kendelse annulleres, at der træffes afgørelse om sagens realitet, og den omtvistede forordnings artikel 2 annulleres, eller sagen hjemvises til Retten. SolarWorld har også nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

22. Rådet har nedlagt påstand for Domstolen om, at appellen forkastes, og at SolarWorld tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

23. Kommissionen har nedlagt påstand for Domstolen om, at appellen forkastes, og at SolarWorld tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

V. Bedømmelse af appelanbringenderne

24. SolarWorld har fremført to appelanbringender. For det første har selskabet fremført, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan adskilles fra den øvrige del af forordningen. For det andet har selskabet gjort gældende, at Retten ved at afvise sagen tilsidesatte artikel 47 og 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

A. Det første appelanbringende

1. Parternes argumenter

25. Med sit første appelanbringende har SolarWorld fremført, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 53-60 og navnlig i kendelsens præmis 55 og 59 at fastslå, at den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning.

26. For det første har SolarWorld gjort gældende, at tilsagnet om at anvende en minimumsimportpris i den omtvistede forordnings artikel 2 og en ad valorem udligningstold i forordningens artikel 1 er to former for udligningsforanstaltninger. De har som sådan det samme formål (at afhjælpe den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt), og de skal fastsættes på et niveau, hvor de afhjælper en sådan skade. Den omtvistede forordnings materielle indhold blev derfor ikke ændret ved at erstatte én udligningsforanstaltning (tilsagnet) med en anden (tolden). Anvendelsesområdet for denne forordning er nemlig indførelsen af udligningsforanstaltninger, uanset deres form, på al subsidieret indførsel. Med hensyn til de domme, der er nævnt i den anfægtede kendelses præmis 57, finder de ikke anvendelse i den foreliggende sag, eftersom en delvis annullation i disse domme ville være resulteret i en materiel ændring af den omtvistede retsakts anvendelsesområde, mens en delvis annullation af den omtvistede forordning i den foreliggende sag kun ville resultere i en ændring af formen af de indførte udligningsforanstaltninger.

27. For det andet har SolarWorld anført, at grundforordningen selv giver mulighed for, at én udligningsforanstaltning kan erstattes med en anden form for udligningsforanstaltning. Det fremgår af forordningens artikel 13, stk. 9, at hvis et tilsagn misligholdes eller trækkes tilbage, eller hvis Kommissionens godtagelse heraf trækkes tilbage, finder den udligningsforanstaltning, der er indført, anvendelse.

28. For det tredje har SolarWorld fremhævet, at hvis Retten havde annulleret den omtvistede forordnings artikel 2 med den begrundelse, at minimumsimportprisen – som SolarWorld har hævdet – ikke var fastsat på et niveau, som afhjælper den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt, var dette ikke nødvendigvis resulteret i indførelsen af told. Kommissionen og Rådet kunne have opfyldt dommen om annullation ved at godtage en revideret minimumsimportpris, der var fastsat på et niveau, som afhjælper skaden.

29. For det fjerde har SolarWorld gjort gældende, at det er uden betydning, at annullationen af den omtvistede forordnings artikel 2 alene ville resultere i indførelsen af den i forordningens artikel 1 fastsatte udligningstold på al subsidieret indførsel, mens den tidligere kun fandt anvendelse på 30% af denne import. Dette ændrer ikke den omtvistede forordnings anvendelsesområde, eftersom forordningens anvendelsesområde er indførelsen af udligningsforanstaltninger på al subsidieret indførsel. Det er derfor irrelevant, hvilken procentdel af den subsidierede indførsel én specifik form for udligningsforanstaltninger finder anvendelse på.

30. Rådet har gjort gældende, at det første appelanbringende bør afvises, eftersom det blot gengiver et anbringende, der er fremført for Retten, og for det andet er det baseret på faktiske spørgsmål, som ikke er omfattet Domstolens prøvelsesret, medmindre der foreligger en urigtig gengivelse af beviserne, hvilket SolarWorld ikke har gjort gældende.

31. Vedrørende realiteten har Rådet gjort gældende, at det første appelanbringende må forkastes. For det første er SolarWorlds sondring mellem udligningsforanstaltninger og udligningstold kunstig. Når der i grundforordningen henvises til »foranstaltninger«, menes hermed normalt told, f.eks. i overskriften til artikel 12 og 14. For det andet har Rådet anført, at annullationen af den omtvistede forordnings artikel 2 alene ville resultere i anvendelse af den i forordningens artikel 1 fastsatte udligningstold på al import, mens den tidligere kun fandt anvendelse på import over en bestemt årlig mængde, dvs. kun på en del af den subsidierede indførsel. Dette ville ændre den omtvistede forordnings materielle indhold. For det tredje har Rådet gjort gældende, at tilsagnet ikke kunne gennemføres uden tolden. Tilsagnet har nemlig et begrænset anvendelsesområde (det finder kun anvendelse op til en bestemt importmængde, over hvilken tolden finder anvendelse). For det fjerde tog Rådet og Kommissionen ved vurderingen af EU-erhvervsgrenens interesse hensyn til minimumsimportprisens virkninger. For det femte var tolden fastsat på et niveau, som – sammen med minimumsimportprisen – afhjælper den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt. Den omtvistede forordning beror derfor på toldens og tilsagnets kombinerede virkning på økonomien. Det er ikke givet, at Rådet havde indført udligningstold på al subsidieret indførsel uden tilsagnet.

32. Kommissionen har anført, at det første appelanbringende er ugrundet.

33. For det første er det irrelevant, at tilsagnet og udligningstolden begge er udligningsforanstaltninger, og at de som sådan har det samme formål (at afhjælpe den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt). Det afgørende er, at hvis førstnævnte erstattes af sidstnævnte, vil den omtvistede forordnings materielle indhold blive ændret. Tilsagnet og tolden blev nemlig vurderet som helhed med hensyn til afhjælpningen af skade og med hensyn til Unionens interesse. Endvidere har et tilsagn og en udligningstold forskellige virkninger. Mens de yderligere indtægter fra et tilsagn modtages af eksportøren, betales indtægterne fra tolden til Unionens budget.

34. For det andet kan Kommissionen ikke tilslutte sig SolarWorlds argument om, at de domme, der er nævnt i den anfægtede kendelses præmis 57, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Kommissionen har fremhævet, at den delvise annullation blev afvist i disse domme, ikke fordi det ville være resulteret i materielle ændringer af den omtvistede retsakts anvendelsesområde, men fordi det ville have ændret den omtvistede retsakts materielle indhold. Ligeledes fandt Retten i den foreliggende sag, at annullationen af alene den omtvistede forordnings artikel 2 ville ændre forordningens materielle indhold. Annullationen af artikel 2 alene ville nemlig have udvidet udligningstoldens anvendelsesområde, eftersom den ville finde anvendelse på import, der tidligere var fritaget. I modsætning til det, SolarWorld har gjort gældende, fandt Retten ikke, at den delvise annullation ville ændre den omtvistede forordnings anvendelsesområde.

35. Ifølge Kommissionen kan det ikke gøres gældende, at SolarWorld ikke har nogen interesse i at påstå hele den omtvistede forordning annulleret (eftersom forordningens artikel 1 pålægger dets kinesiske konkurrenter told). Dette skyldes, at SolarWorld ved at anlægge et annullationssøgsmål angående hele forordningen kunne have begæret udsættelse af gennemførelsen af dommen, indtil de kompetente myndigheder vedtager de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen (med andre ord indtil disse institutioner igen vedtager en forordning om indførelse af udligningstold). En påstand om annullation af artikel 2 alene er, med Kommissionens ord, en »forfejlet processuel strategi«, som ikke kan afhjælpes i forbindelse med den foreliggende sag.

36. Kommissionen har konkluderet, at Retten med rette fastslog, at der ikke kunne ske delvis annullation. Hvis Retten fandt, at den omtvistede forordnings artikel 2 er ulovlig, kunne den kun annullere hele forordningen og overlade det til Rådet og Kommissionen at afgøre, hvilken form for udligningsforanstaltninger der skulle vedtages for at opfylde dens dom. Kun gennem annullation af hele den omtvistede forordning kunne den institutionelle ligevægt, der følger af traktaterne, respekteres.

37. CCCME har ikke indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet har CCCME imidlertid tilsluttet sig Rådets og Kommissionens opfattelse, hvorefter den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning.

2. Bedømmelse

a) Formaliteten

38. Rådet har gjort gældende, at det første appelanbringende bør afvises, eftersom det for det første blot gengiver det anbringende vedrørende udskillelse, der er fremført for Retten, og for det andet er baseret på faktiske spørgsmål, som ikke er omfattet af Domstolens prøvelsesret.

39. Efter min opfattelse må den af Rådet fremsatte formalitetsindsigelse forkastes.

40. For det første er det korrekt, at SolarWorld som svar på en formalitetsindsigelse fremsat af Rådet har gjort gældende i første instans, at den pågældende bestemmelse kunne udskilles fra resten af den omtvistede forordning. SolarWorld har imidlertid klart anført i sit skriftlige indlæg for Domstolen, hvilke punkter i den appellerede kendelse der efter selskabets opfattelse er behæftet med en retlig fejl, navnlig præmis 55 (som vedrører udligningstoldens større rækkevidde, hvis artikel 2 alene skulle blive annulleret), præmis 57 (hvor Retten undersøger tidligere domme vedrørende kravet om adskillelse) og præmis 59 (hvor Retten konkluderer, at artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af den omtvistede forordning). SolarWorld søger derfor ikke at opnå en fornyet prøvelse af den til Retten indgivne stævning, og Domstolen kan foretage prøvelsen af den anfægtede kendelse (17).

41. For det andet er spørgsmålet, om den omtvistede forordnings artikel 2 kan anses for at kunne udskilles fra resten af denne forordning som omhandlet i retspraksis og som sådan kan annulleres alene, ikke et faktisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om retlig vurdering, som Domstolen har kompetence til at prøve (18).

42. Jeg mener derfor, at det første appelanbringende kan antages til realitetsbehandling.

b) Realiteten

43. Med det første appelanbringende har SolarWorld gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan adskilles fra den øvrige del af forordningen.

44. Jeg minder om, at mens den omtvistede forordnings artikel 1 indfører udligningstold i form af værditold, bestemmes det i artikel 2, at subsidieret indførsel »undtages fra den ved artikel 1 indførte antisubsidietold, forudsat at […] ovennævnte varer er fremstillet, afsendt og faktureret direkte af en virksomhed opført i bilaget til [afgørelse 2013/707] […]«. I bilaget til afgørelse 2013/707 er opført alle eksporterende producenter, hvis tilbud om tilsagn var blevet godtaget af Kommissionen. Dette tilsagn bestod på grundlag af beskrivelsen i afgørelse 2013/423 af en minimumsimportpris op til en bestemt årlig importmængde, der svarede til de eksporterende producenters markedsresultater på det pågældende tidspunkt (19).

45. Det følger af fast retspraksis, at en foranstaltning i en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, hvis de elementer, der påstås annulleret, kan udskilles fra den øvrige del af beslutningen. Dette krav er ikke opfyldt, når en delvis annullation af foranstaltningen bevirker, at det materielle indhold ændres, hvilket er baseret på et objektivt og ikke et subjektivt kriterium, der har sammenhæng med den politiske vilje hos den myndighed, som har vedtaget den pågældende retsakt (20). Besvarelsen af spørgsmålet, om de anfægtede bestemmelser i en EU-retsakt kan udskilles, afhænger af en prøvelse af disse bestemmelsers rækkevidde med henblik på at vurdere, om en annullation af disse ville ændre denne retsakts ånd eller materielle indhold (21).

46. Ville annullationen af artikel 2 alene ændre den omtvistede forordnings materielle indhold? Det ville den efter min mening ikke.

47. Det skal indledningsvis bemærkes, at en fejl, som udligningstolden er behæftet med, ligesom en fejl, som en faktisk konstatering er behæftet med, resulterer i en ændring af det materielle indhold af forordningen om indførelse af udligningstold.

48. Det er ubestridt, at institutionernes faktiske konstateringer i forbindelse med fastlæggelsen af udligningsberettigede subsidier, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesse kan ændre det materielle indhold af en forordning om indførelse af udligningstold, hvis den annulleres, eftersom der ikke kan indføres nogen told, hvis ét af disse elementer mangler (22).

49. En fejl, som udligningstolden er behæftet med, er så meget desto mere i stand til at ændre det materielle indhold af forordningen om indførelse af den pågældende told. Formålet med en sådan forordning er nemlig netop indførelse af en told med henblik på at afhjælpe den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt.

50. I den henseende skal der henvises til Rettens nylige dom i JingAo Solar-sagen (23). I JingAo Solar-sagen blev forordning nr. 1239/2013, hvis artikel 2 anfægtes i den foreliggende sag, anfægtet i sin helhed af visse kinesiske eksporterende producenter og deres forbundne importører. Rådet og Kommissionen anførte navnlig, for det første, at sagsøgerne ikke havde en interesse i at begære artikel 2 annulleret (eftersom de under den administrative procedure havde krævet vedtagelse af artikel 2), for det andet, at artikel 1 ikke kunne udskilles fra resten af retsakten, med det resultat, at påstanden om annullation af den omtvistede forordning i dens helhed for det tredje måtte afvises. Retten fastslog for det første, at søgsmål til prøvelse af en forordning om indførelse af en endelig udligningstold anlagt af parter, hvis tilsagn er blevet godtaget, kan antages til realitetsbehandling, for det andet, at artikel 1 ikke kan udskilles fra resten af den omtvistede forordning, med det resultat, at påstanden om annullation af den omtvistede forordning i dens helhed for det tredje kunne antages til realitetsbehandling. Retten fastslog navnlig, at »en fejl, der kan ugyldiggøre institutionernes vurderinger, som medfører vedtagelse af [den omtvistede forordnings] artikel 1, ville ændre selve forordningens materielle indhold. Artikel 2 […] ville automatisk bortfalde, for så vidt som den fastsætter en fritagelse for betaling af den antisubsidietold, der var indført i henhold til den pågældende forordnings artikel 1« (24).

51. Efter min opfattelse fastslog Retten med rette i JingAo Solar-dommen, at den omtvistede forordnings artikel 1 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning. Af de nedenfor anførte grunde følger det imidlertid ikke heraf, at artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af den omtvistede forordning.

52. For det første vil jeg gerne fremhæve, at den omtvistede forordnings artikel 1 ikke gør indførelsen af told afhængig af nogen betingelse. Indførelsen af told er navnlig ikke betinget af, at tilsagnet misligholdes eller trækkes tilbage. Heraf følger, at hvis forordningens artikel 2 blev annulleret alene, ville artikel 1 finde anvendelse, som den gør i henhold til den omtvistede forordning som vedtaget af Rådet (kun uden undtagelsen).

53. I modsætning hertil fastsætter den omtvistede forordnings artikel 2 en undtagelse fra artikel 1. Heraf følger, at hvis artikel 1 alene blev annulleret, ville den i tilsagnet fastsatte minimumsimportpris finde anvendelse i stedet for tolden, mens artikel 2 i den omtvistede forordning som vedtaget af Rådet kun finder anvendelse som en fritagelse for betaling af den i artikel 1 fastsatte told (25).

54. Det er derfor irrelevant, at udligningstolden i den omtvistede forordnings artikel 1 og det tilsagn, som forordningens artikel 2 henviser til – som SolarWorld har gjort gældende – er to former for udligningsforanstaltninger med det samme formål, dvs. at afhjælpe den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt. Det afgørende er, at den ene foranstaltning er en undtagelse fra den anden, og at annullationen af førstnævnte derfor ikke ville have de samme konsekvenser som annullationen af sidstnævnte.

55. Det følger heraf, at mens en annullation af den omtvistede forordnings artikel 1 alene ville ændre denne forordnings materielle indhold, ville en annullation af forordningens artikel 2 alene ikke gøre det. Grunden til, at det blev fastslået i JingAo Solar-dommen (26), at artikel 1 ikke kunne udskilles fra resten af den omtvistede forordning, nemlig at artikel 2 er en undtagelse fra artikel 1, er netop grunden til, at artikel 2 skal anses for at kunne udskilles.

56. Denne konklusion er underbygget af den omstændighed, at den i den omtvistede forordnings artikel 1 fastsatte told skal betales i hvert enkelt tilfælde, hvor tilsagnet ikke finder anvendelse eller ophører med at finde anvendelse. Som anført ovenfor finder den i tilsagnet fastsatte minimumsimportpris kun anvendelse op til en bestemt årlig importmængde. Import over denne mængde er underlagt tolden i den omtvistede forordnings artikel 1. Det følger endvidere af grundforordningens artikel 13, stk. 9, at den i den omtvistede forordnings artikel 1 fastsatte told »finder anvendelse«, hvis tilsagnet skulle blive misligholdt eller trukket tilbage af én part, eller hvis Kommissionen skulle trække sin godtagelse af tilsagnet tilbage. Godtagelsen af tilsagnet blev faktisk trukket tilbage for visse eksporterende producenter med den begrundelse, at de havde tilsidesat deres forpligtelser i henhold til tilsagnet (navnlig deres forpligtelse til at respektere minimumsimportprisen eller deres indberetningsforpligtelser) (27), eller med den begrundelse, at de eksporterende producenter ønskede at trække tilsagnet tilbage (28). Den i den omtvistede forordnings artikel 1 fastsatte told fandt øjeblikkelig anvendelse (29).

57. For det andet er det irrelevant, at den i artikel 1 fastsatte udligningstold ville finde anvendelse på al import som et resultat af annullationen af den omtvistede forordnings artikel 2 alene, mens den på nuværende tidspunkt kun finder anvendelse på import fra eksportørers side, der ikke er parter i tilsagnet, dvs. på 30% af al import.

58. I den henseende vil jeg gerne fremhæve, at annullationen af artikel 2 alene ikke ville udvide den omtvistede forordnings anvendelsesområde, eftersom tolden i henhold til artikel 1 er indført på al import. Import fra virksomheders side, der er parter i tilsagnet, er kun fritaget for told, for så vidt som det fremgår, at tolden finder anvendelse, hvis tilsagnet skulle blive misligholdt eller trukket tilbage.

59. Hvis det endog blev antaget, at annullationen af artikel 2 alene ville udvide udligningstoldens anvendelsesområde, ville dette – som SolarWorld har gjort gældende – være irrelevant, eftersom den omtvistede forordnings anvendelsesområde ikke ville blive ændret. Som et resultat af annullationen af artikel 2 alene ville artikel 1 have nøjagtig det samme anvendelsesområde som den omtvistede forordning som vedtaget af Rådet.

60. Efter min opfattelse begik Retten derfor en retlig fejl ved at fastslå i den appellerede kendelses præmis 55, at den omtvistede forordnings materielle indhold ville blive ændret, fordi annullationen af artikel 2 alene »ville resultere i, at udligningstolden gives en større rækkevidde end den, der følger af anvendelsen af den [omtvistede] forordning som vedtaget af Rådet«.

61. For det tredje kan de afgørelser, der er nævnt i den appellerede kendelses præmis 57, nemlig Carbunión-kendelsen (30), Du Pont de Nemours-dommen (31), dommen i sagen Tyskland mod Parlamentet og Rådet (32) og kendelsen i sagen Government of Gibraltar mod Kommissionen (33), efter min opfattelse ikke sammenlignes med den foreliggende sag.

62. I Carbunión-dommen (34) fastslog Domstolen, at der ikke kun kunne nedlægges påstand om annullation af de betingelser, hvorpå en statsstøtte til kulindustrien blev erklæret forenelig med det indre marked. Ifølge beslutningen om forenelighed var den omhandlede støtte »lukningsstøtte«, som var »beregnet til at dække tab på den løbende produktion i produktionsanlæg«. Dens forenelighed med det indre marked var derfor betinget af, at der forelå »en lukningsplan, som ha[vde] en frist, der senest [var] den 31. december 2018« (35). Domstolen fandt derfor, at formålet med beslutningen om forenelighed var at fastsætte en specifik lovramme for lukning af urentable kulminer. Annullationen alene af den bestemmelse, der fastsatte denne betingelse, ville ændre det materielle indhold af Rådets beslutning om forenelighed, eftersom den ville bevirke, at det tidsmæssige krav blev fjernet, dvs. at urentable kulminer ikke skulle ophøre med driften senest den 31. december 2018, men fortsat kunne modtage statsstøtte på ubestemt tid, hvilket er i strid med formålet med Rådets beslutning om forenelighed (36). I modsætning hertil ville annullationen af artikel 2 i den foreliggende sag ikke fjerne nogen betingelse, hvorpå udligningstolden i artikel 1 blev indført, eftersom der ikke foreligger sådanne betingelser. Det var derfor med urette, at Retten fastslog i den appellerede kendelse præmis 57, at situationen i Carbunión-sagen svarer til situationen i den foreliggende sag.

63. I Du Pont De Nemours-dommen (37) fastslog Rådet, at der ikke kun kunne nedlægges påstand om annullation af den bestemmelse i direktiv 91/414/EØF (38), der fastsatte den 30. juni 2008 som udløbsdatoen for optagelse af flusilazol (et aktivt stof, der anvendes i fungicider til landbrugsafgrøder) i bilag I til det pågældende direktiv (et plantebeskyttelsesmiddel kan kun godkendes af en medlemsstat, hvis de aktive stoffer, det indeholder, er anført i bilaget, og kun hvis betingelserne i bilaget er opfyldt). Ifølge Domstolen var formålet med direktiv 91/414 at sikre et højt niveau af beskyttelse for menneskers sundhed og miljøet. Derfor ville annullationen af den tidsmæssige betingelse alene »resultere i optagelse af flusilazol i bilag I til direktivet efter den 30. juni 2008«, dvs. i optagelse af dette stof i bilag I med mindre vidtgående begrænsninger end begrænsningerne i direktivet, hvis anvendelsesområde derved ville blive ændret (39). I modsætning hertil er indførelsen af udligningstold i den foreliggende sag ikke underlagt nogen betingelse. Endvidere er det ubestridt, at annullationen af den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan resultere i en højere, eller lavere, told, eftersom toldsatserne er fastsat i forordningens artikel 1.

64. I dommen i sagen Tyskland mod Parlamentet og Rådet (40) annullerede Domstolen direktiv 98/43/EF (41), som forbød reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse, i dets helhed med den begrundelse, at det ikke kunne baseres på EF-traktatens artikel 100 A (efter ændring nu artikel 114 TEUF), som giver Rådet kompetence til at vedtage de foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af love, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. Dette skyldtes, at forbuddet i direktiv 98/43 af enhver form for reklame for og sponsorering af tobaksvarer ikke kunne begrundes med behovet for at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for reklamemedier eller den frie udveksling af tjenesteydelser inden for reklameområdet. Ifølge Domstolen var dette imidlertid kun tilfældet med forbuddet mod reklamer for tobaksvarer på artikler på hoteller (plakater, parasoller, askebægre) og med forbuddet mod reklamespots i biografen, eftersom forbuddet mod sådanne former for reklame ikke kunne fremme handelen med de pågældende varer. Dette var ikke tilfældet med forbuddet mod reklame for tobaksvarer i tidsskrifter, ugeblade og aviser, eftersom forbuddet mod denne form for reklame kunne fremme den frie bevægelighed for den skrevne presse (42). Domstolen annullerede dog direktiv 98/43 i dets helhed. Grunden hertil var, at »[e]n delvis annullation af direktivet [...] på grund af den generelle karakter af direktivets forbud mod reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse [vil] indebære, at Domstolen ændrer [direktiv 98/43] [...]« (43). Som bemærket af generaladvokat Fennelly »er et reklameforbuds mulige lovlighed for visse medier ikke sammenfaldende med nogen adskillelig og udskillelig ordlyd af [direktiv 98/43]«. Med generaladvokatens ord ville en delvis annullation derfor »medføre, at Domstolen gennem fortolkning på kreativ vis skulle affatte foranstaltningen igen. Der er ingen åbenbart udskillelig bestemmelse, der frembyder et tilstrækkeligt rent snit til en afgørelse om annullation« (44). I modsætning hertil frembyder den omtvistede forordnings artikel 2 i den foreliggende sag et sådant rent snit.

65. I kendelsen i sagen Government of Gibraltar mod Kommissionen (45) fastslog Domstolen, at der kun kunne nedlægges påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2009/95/EF i dens helhed (46). I afgørelse 2009/95 opførte Kommissionen en lokalitet i Gibraltar på listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning som omhandlet i Rådets direktiv 92/43/EØF (herefter »habitatdirektivet«) (47). Government of Gibraltar kunne ikke nedlægge påstand om annullation af afgørelse 2009/95, kun for så vidt som den omhandlede lokalitet blev udvidet til at omfatte geografiske områder inden for Det Forenede Kongeriges territorium. Ifølge Domstolen var der ikke henvist til de forskellige geografiske områder, som den omhandlede lokalitet angiveligt bestod af, i afgørelse 2009/95. I ordningen i habitatdirektivet kunne en lokalitet endvidere ikke opdeles i forskellige områder (48). Ifølge kendelsen i sagen Government of Gibraltar mod Kommissionen fremgik det af habitatdirektivets bestemmelser, at en lokalitet, der kunne udpeges som en lokalitet af fællesskabsbetydning, skulle vurderes som helhed. I modsætning hertil er det i den foreliggende sag irrelevant, at udligningstolden og tilsagnet blev vurderet samlet med hensyn til den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt. Hvis institutionerne nemlig havde antaget, at kun kombinationen af tolden og tilsagnet kunne afhjælpe denne skade, havde de ikke indført minimumsimportprisen i form af en fritagelse for tolden.

66. Jeg konkluderer, at den retspraksis, som Retten har nævnt i den appellerede kendelses præmie 57, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

67. I modsætning til det, Kommissionen har gjort gældende, ville annullationen af den omtvistede forordnings artikel 2 for det fjerde ikke ændre den institutionelle balance mellem Rådet og Kommissionen på den ene side (49) og Unionens retsinstanser på den anden (50).

68. Jeg fremhæver, at annullationen af artikel 2 alene kun ville medføre anvendelse af en foranstaltning, der tidligere er vedtaget af Rådet og Kommissionen, nemlig artikel 1. Domstolen ville ikke vælge at indføre en bestemt type af udligningsforanstaltninger (værditold og ikke f.eks. en fast toldsats). Den ville heller ikke beregne satsen for en sådan told.

69. Endvidere kan det ikke gøres gældende, at en delvis annullation af en EU-retsakt kan forrykke den institutionelle balance, eftersom for det første den kompetence, der er tillagt Rådet i artikel 264, stk. 1, TEUF til at annullere en EU-retsakt som helhed, indebærer en kompetence til kun at annullere en del af denne retsakt (51), og for det andet er denne kompetence ikke ubegrænset, eftersom en delvis annullation, som behandlet ovenfor, ikke kan resultere i en ændring af forordningens materielle indhold (52).

70. Jeg mener derfor, at det første appelanbringende er begrundet, og at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå i den appellerede kendelses præmis 59, at den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning. Heraf følger, at den appellerede kendelse må ophæves.

71. For fuldstændighedens skyld vil jeg imidlertid nu undersøge det andet appelanbringende.

B. Det andet appelanbringende

1. Parternes argumenter

72. Med sit andet appelanbringende har SolarWorld fremført, at Retten tilsidesatte chartrets artikel 47 og 20 ved i den appellerede kendelses præmis 53-60 og navnlig i kendelsens præmis 55 og 59 at fastslå, at søgsmålet måtte afvises.

73. Med hensyn til tilsidesættelsen af chartrets artikel 47 har SolarWorld gjort gældende, at selv om EU-producenter anses for at være individuelt berørt af forordninger om indførelse af udligningsforanstaltninger, ville de blive frataget ethvert effektivt retsmiddel, hvis de ikke kunne nedlægge påstand om delvis annullation af disse forordninger. I den henseende har SolarWorld fremhævet, at selskabets søgsmål med henblik på annullation af forordning nr. 513/2013 og af afgørelse 2013/423 og 2013/707 blev afvist.

74. Med hensyn til tilsidesættelsen af chartrets artikel 20 har SolarWorld gjort gældende, at Retten ikke behandlede EU-producenter og kinesiske eksportører lige, idet den afviste selskabets påstand om delvis annullation af den omtvistede forordning samtidig med, at den fastslog, at kinesiske eksportørers annullationssøgsmål angående forordningen kunne antages til realitetsbehandling.

75. Rådet har gjort gældende, at det andet appelanbringende bør forkastes. Rådet har navnlig anført, at formålet med chartrets artikel 47 ikke var at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser. Med hensyn til tilsidesættelsen af chartrets artikel 20 må dette anbringende afvises, da det ikke blev fremført for Retten. Under alle omstændigheder er det ugrundet, eftersom SolarWorld og de kinesiske producenter ikke blev behandlet forskelligt. SolarWorld kunne nemlig have nedlagt påstand om annullation af hele den omtvistede forordning.

76. Kommissionen har gjort gældende, at det andet appelanbringende er ugrundet. Med hensyn til tilsidesættelsen af chartrets artikel 47 har Kommissionen for det første fremhævet, at formålet med denne bestemmelse ikke var at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, for det andet, at SolarWorld faktisk ikke anlagde søgsmål med henblik på annullation af afgørelse 2013/423 og 2013/707, og for det tredje, at selskabet kunne have anlagt annullationssøgsmål angående hele den omtvistede forordning. Med hensyn til tilsidesættelsen af chartrets artikel 20 har Kommissionen anført, at SolarWorld og de kinesiske eksportører ikke blev behandlet forskelligt, eftersom SolarWorld kunne have anlagt annullationssøgsmål angående hele den omtvistede forordning og kunne have begæret udsættelse af gennemførelsen af dommen, indtil denne forordning blev erstattet af en ny forordning om indførelse af en højere udligningstold.

2. Bedømmelse

a) Formaliteten

77. Rådet har gjort gældende, at anbringendet om tilsidesættelse af chartrets artikel 20 må afvises, eftersom det ikke blev fremført for Retten.

78. Det er korrekt, at SolarWorld ikke fremsatte et anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 20 i sit svar på Rådets formalitetsindsigelse for Retten. Det andet appelanbringende må derfor efter min opfattelse afvises, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af chartrets artikel 20.

79. For fuldstændighedens skyld vil jeg dog undersøge nedenfor, om Retten tilsidesatte chartrets artikel 20 ved at afvise SolarWorlds søgsmål.

b) Realiteten

80. Med det andet appelanbringende har SolarWorld gjort gældende, at Retten tilsidesatte chartrets artikel 47 og 20 ved at afvise søgsmålet.

81. Efter min opfattelse må det andet appelanbringende forkastes.

82. For det første med hensyn til den angivelige tilsidesættelse af chartrets artikel 47 er det korrekt – som anført ovenfor – at SolarWorlds annullationssøgsmål angående afgørelse 2013/707, hvorved Kommissionen godtog de eksporterende producenters tilbud om tilsagn, blev afvist med den begrundelse, at »en afgørelse om godtagelse af et tilsagn […] ikke har retsvirkninger, der kan indvirke umiddelbart på retsstillingen for producenterne i EU, såsom [SolarWorld]« (53). SolarWorlds annullationssøgsmål angående den afgørelse, der var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 15. september 2014, hvorved Kommissionen justerede den i tilsagnet fastsatte minimumsimportpris, blev forkastet af Retten, uden at det var nødvendigt at undersøge, om det kunne antages til realitetsbehandling (54).

83. Jeg bemærker imidlertid, at i henhold til forklaringerne til chartret var formålet med artikel 47 »ikke […] at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol« (55). Det følger derfor af fast retspraksis, at de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling skal fortolkes i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, uden at fortolkningen herved fører til, at der ses bort fra de betingelser, som udtrykkeligt er fastsat i nævnte traktat (56).

84. Endvidere drejer det spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til, sig om, hvorvidt der kan anlægges et søgsmål med henblik på annullation af den omtvistede forordnings artikel 2 alene. Hvis Domstolen fastslår, at den pågældende bestemmelse ikke kan udskilles fra resten af retsakten, kan der stadig anlægges et søgsmål med henblik på annullation af den omtvistede forordning i dens helhed. I den henseende kan det ikke gøres gældende, at annullationen af den pågældende forordning i dens helhed ville være uden nogen form for nytte for SolarWorld. SolarWorld kunne nemlig nedlægge påstand om annullation af den omtvistede forordning i dens helhed og anmode om, at Domstolen udsætter virkningerne af denne annullation, indtil institutionerne har vedtaget de nødvendige foranstaltninger med henblik på at opfylde dommen om annullation (57).

85. Jeg mener derfor, at anbringendet om tilsidesættelse af chartrets artikel 47 må forkastes.

86. For det andet med hensyn til den angivelige tilsidesættelse af chartrets artikel 20 er det min opfattelse, at hvis Domstolen skulle fastslå, at den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning, og at SolarWorld ikke kan nedlægge påstand om delvis annullation af den omtvistede forordning, ville SolarWorld ikke blive behandlet anderledes end eksporterende producenter. Som anført ovenfor følger det af Rettens dom i JingAo Solar-sagen, at eksporterende producenter ikke kan nedlægge påstand om delvis annullation af den omtvistede forordning (eftersom artikel 1 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning) (58).

87. Hvis Domstolen skulle fastslå, at anbringendet om tilsidesættelse af chartrets artikel 20 kan antages til realitetsbehandling, bør den efter min opfattelse derfor forkaste dette anbringende som ugrundet.

88. Jeg konkluderer, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den omtvistede forordnings artikel 2 ikke kan udskilles fra resten af denne forordning. Den appellerede kendelse må derfor ophæves.

89. I tilfælde af ophævelse af den appellerede dom eller kendelse fastslår artikel 61 i statutten for Domstolen, at denne enten kan hjemvise den til Retten til afgørelse eller selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

90. I den foreliggende sag blev spørgsmålet, om SolarWorld har kompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af den omtvistede forordnings artikel 2, som blev anfægtet i første instans af Rådet, ikke undersøgt af Retten i den appellerede kendelse. Det blev heller ikke omtalt i parternes skriftlige indlæg for Domstolen. Det samme gælder anbringenderne med hensyn til appellens realitet. Sagen er i det foreliggende tilfælde derfor ikke moden til påkendelse.

91. Sagen bør som følge heraf hjemvises til Retten, og afgørelsen om sagsomkostningerne bør udsættes.

VI. Forslag til afgørelse

92. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen følgende afgørelse:

»– Kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 1. februar 2016, SolarWorld m.fl. mod Rådet, sag T-142/14, ophæves.

– Sag T-142/14 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

– Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.«

1 – Originalsprog: engelsk.

2 – Kendelse af 1.2.2016, SolarWorld m.fl. mod Rådet (T-142/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:68) (herefter »den appellerede kendelse«).

3 – Forordning af 2.12.2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013, L 325, s. 66).

4 – Forordning af 11.6.2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (kodificeret udgave) (herefter »grundforordningen«) (EUT 2009, L 188, s. 93).

5 – Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2012, C 269, s. 5).

6 – Meddelelse om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2012, C 340, s. 13).

7 – Kommissionens forordning af 4.6.2013 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina og om ændring af forordning (EU) nr. 182/2013 om registrering af importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013, L 152, s. 5).

8 – Kendelse af 14.4.2015, SolarWorld og Solsonica mod Kommissionen (T-393/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:211).

9 – Kendelse af 16.3.2016, SolarWorld mod Kommissionen (C-312/15 P, EU:C:2016:162).

10 – Afgørelse af 2.8.2013 om godtagelse af et tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (2013/423/EU) (EUT 2013, L 209, s. 26).

11 – Forordning af 2.8.2013 om ændring af forordning (EU) nr. 513/2013 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013, L 209, s. 1).

12 – Forordning af 2.12.2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013, L 325, s. 1).

13 – Gennemførelsesafgørelse af 4.12.2013 om bekræftelse af godtagelse af et tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren og antisubsidieproceduren vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina i de endelige foranstaltningers anvendelsesperiode (2013/707/EU) (EUT 2013, L 325, s. 214).

14 – Kendelse af 14.1.2015, SolarWorld m.fl. mod Kommissionen (T-507/13, EU:T:2015:23).

15 – Kendelse af 10.3.2016, SolarWorld mod Kommissionen (C-142/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:163).

16 – Dom af 16.2.2017, SolarWorld mod Kommissionen (T-783/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:88).

17 – Dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Total og Elf Aquitaine (C-351/15 P, EU:C:2017:27, præmis 30-34).

18 – Dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina (C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 15-19).

19 – Jf. 5. og 6. betragtning til afgørelse 2013/423 og 19. betragtning til afgørelse 2013/707.

20 – Dom af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 38).

21 – Dom af 12.11.2015, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet (C-121/14, EU:C:2015:749, præmis 21).

22 – Jf. grundforordningens artikel 12, stk. 1, litra c) og d), og artikel 15, stk. 1. Analogt hermed vil i antidumpingprocedurer en fejl ved fastlæggelsen af den normale værdi føre til annullation af hele den forordning, der pålægger antidumpingtold, i betragtning af, at den normale værdi er en væsentlig betingelse ved fastlæggelsen af den antidumpingtoldsats, der skal anvendes (dom af 15.9.2016 PT Wilmar Bioenergi Indonesia and PT Wilmar Nabati Indonesia mod Rådet (T-139/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:499, præmis 109)).

23 – Dom af 28.2.2017, JingAo Solar m.fl. mod Rådet (T-158/14, T-161/14 og T-163/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:126) (herefter »JingAo Solar-dommen«). Der er iværksat appel til prøvelse af denne dom, som verserer for Domstolen (jf. Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet, C-236/17 P).

24 – Dom af 28.2.2017, JingAo Solar m.fl. mod Rådet (T-158/14, T-161/14 og T-163/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:126, præmis 42).

25 – Institutionerne kunne have valgt at indføre en told baseret på minimumspris i stedet for den værditold, der er indført ved den omtvistede forordnings artikel 1, eller en blandet foranstaltning.

26 – Dom af 28.2.2017, JingAo Solar m.fl. mod Rådet (T-158/14, T-161/14 og T-163/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:126).

27 – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/866 af 4.6.2015 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for tre eksporterende producenter i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2015, L 139, s. 30), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1403 af 18.8.2015 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for en eksporterende producent i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2015, L 218, s. 1), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2018 af 11.11.2015 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for to eksporterende producenter i henhold til Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2015, L 295, s. 23), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1045 af 28.6.2016 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for en eksporterende producent i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2016, L 170, s. 5) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2146 af 7.12.2016 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for to eksporterende producenter i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2016, L 333, s. 4).

28 – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/115 af 28.1.2016 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for en eksporterende producent i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2016, L 23, s. 47) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1998 af 15.11.2016 om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for fem eksporterende producenter i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/707 (EUT 2016, L 308, s. 8).

29 – Jf. 96. betragtning til forordning 2015/866, 34. betragtning til forordning 2015/1403, 70. betragtning til forordning 2015/2018, 16. betragtning til forordning 2016/115, 55. betragtning til forordning 2016/1045, 23. betragtning til forordning 2016/1998 og 45. betragtning til forordning 2016/2146.

30 – Kendelse af 11.11.2014, Carbunión mod Rådet (C-99/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2446) (herefter »Carbunión-kendelsen«).

31 – Dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen (T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167) (herefter »Du Pont de Nemours-dommen«).

32 – Dom af 5.10.2000, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:544) (herefter »dommen i sagen Tyskland mod Parlamentet og Rådet«).

33 – Kendelse af 12.7.2012, Government of Gibraltar mod Kommissionen (C-407/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:464) (herefter »kendelsen i sagen Government of Gibraltar mod Kommissionen«).

34 – Kendelse af 11.12.2014, Carbunión mod Rådet (C-99/14 P, EU:C:2014:2446).

35 – Artikel 3, stk. 1, i Rådets afgørelse 2010/787/EU af 10.12.2010 om statsstøtte til fremme af lukning af miner, der ikke er konkurrencedygtige (EUT 2010, L 336, s. 24).

36 – Kendelse af 11.12.2014, Carbunión mod Rådet (C-99/14 P, EU:C:2014:2446, præmis 28 og 31).

37 – Dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen (T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167).

38 – Direktiv af 15.7.1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT 1991, L 230, s. 1).

39 – Dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen (T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167, præmis 85).

40 – Dom af 5.10.2000, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:544).

41 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 6.7.1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (EFT 1998, L 213, s. 9).

42 – Dom af 5.10.2000, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:544, præmis 98 og 99).

43 – Dom af 5.10.2000, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:544, præmis 117).

44 – Generaladvokat Fennellys forslag til afgørelse, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-376/98, EU:C:2000:324, punkt 127).

45 – Kendelse af 12.7.2012, Government of Gibraltar mod Kommissionen (C-407/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:46).

46 – Afgørelse af 12.12.2008 om vedtagelse af anden ajourførte liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning i det mediterrane biogeografiske område i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (EUT 2009, L 43, s. 393).

47 – Direktiv 92/43/EØF af 21.5.1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206, s. 7).

48 – Kendelse af 12.7.2012, Government of Gibraltar mod Kommissionen (C-407/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:46, præmis 31-33).

49 – Bemærk, at siden ikrafttrædelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 af 15.1.2014 om ændring af visse forordninger vedrørende den fælles handelspolitik for så vidt angår procedurerne for vedtagelse af visse foranstaltninger (EUT 2014, L 18, s. 1) er det Kommissionen, der vedtager endelig udligningstold og ikke Rådet. Jf. i den henseende T. Scharf, »Decision-Making in EU Trade Defence Cases After Lisbon: An Institutional Anomaly Addressed?«, i C. Herrmann, B. Simma og R. Streinz (udg.), Trade Policy between Law, Diplomacy and Scholarship. Liber amicorum in memoriam Horst G. Krenzler, Springer, 2015, s. 395-406.

50 – Kommissionens argument er følgende. Det tilkommer Kommissionen og Rådet at afgøre, hvilken udligningsforanstaltning der bør indføres. Annullationen af artikel 2 alene ville imidlertid resultere i, at det tilsagn, som artikel 2 henviser til, erstattes med den i artikel 1 fastsatte udligningstold. Med andre ord ville annullationen af artikel 2 alene give Domstolen mulighed for at afgøre, hvilken udligningsforanstaltning der bør indføres. Derfor ville annullationen af artikel 2 alene forrykke den institutionelle balance mellem Kommissionen og Rådet på den ene side og Unionens retsinstanser på den anden side. Kun annullationen af den omtvistede forordning i dens helhed ville give mulighed for at respektere den institutionelle balance, eftersom det ville tilkomme Kommissionen og Rådet at indføre nye udligningsforanstaltninger med henblik på at opfylde dommen om annullation.

51 – Generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:317, punkt 25).

52 – Generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse, Frankrig mfl. mod Kommissionen (C-68/94 og C-30/95, EU:C:1997:54, punkt 142).

53 – Kendelse af 14.1.2015, SolarWorld m.fl. mod Kommissionen (T-507/13, EU:T:2015:23, præmis 52).

54 – Dom af 16.2.2017, SolarWorld mod Kommissionen (T-783/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:88, præmis 59).

55 – Forklaringer til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17).

56 – Dom af 24.11.2016, Ackermann Saatzucht m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-408/15 P og C-409/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:893, præmis 50), og af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 98).

57 – Dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen (T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167, præmis 99).

58 – Dom af 28.2.2017, JingAo Solar m.fl. mod Rådet (T-158/14, T-161/14 og T-163/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:126, præmis 42).